RESIDENZ

Markant og minimalistisk barstol – the Wegner Way

Stolen er ikke længere et møbel, man kun finder på byens spisesteder og barer. Barstolen har for længst indtaget både private hjem, hvor de tilfører en uformel atmosfære i køkkenet eller stuen, og det offentlige rum, hvor de pynter på restauranter, barer og caféer.

Hans J. Wegners bud på en barstol kom til verden i 1985. En polstret barstol i massivt træ perfekt til den moderne boligindretning med åbne rum og integrerede samtalekøkkener med masser af plads til selskab. Det ideelle sted for gæsterne at sidde og vente, mens maden simrer færdig. Wegners barstol er lige så imponerende i dag som dengang i kraft af sit elegante og minimalistiske udtryk.

Wegners barstole fås i eg med overflader i sæbe, lak, olie, sort lak, hvidolie eller bejdset samt i valnød med lakerede eller olierede overflader. Rammen er fremstillet af massivt træ, og sædet er polstret i koldskum i enten sort, naturlig brun læder eller efter ønske.