RESIDENZ

ET STREJF AF NOSTALAGI & HYGGE

HVORDAN INDRETTER OG RENOVERER MAN ET HYGGELIGT GAMMELT BYHUS, UDEN AT CHARMEN VED DET GAMLE FORSVINDER. SE HVORDAN SINNE LAGROLET HAR LØST OPGAVEN.

Med en forkærlighed for hvid har restaurantindehaver Sinne Lagrolet skabt sig en super hyggelig oase i Aalborgs bymidte.

Tekst: Maria Jakobsen & Foto: Marie Knap

Øjet bliver forkælet, når det nysgerrigt går på opdagelse i Sinnes 105 kvadratmeter byhus. Huset er nemlig blevet fuldstændig renoveret siden Sinne købte det for to et halvt år siden, og det er tydeligt, at her er der kælet for detaljerne. Huset ligger godt skjult i den hyggeligste lille gade. Man føler næsten, at man træder ind i et helt andet univers. Her er der fred og ro, hvilket selvfølgelig til dels skyldes, den manglende trafiklarm.

-Min grundfarve er hvid, og det er vigtigt for mig, fortæller Sinne. Jeg elsker farver og det er derfor vigtigt, at jeg har den hvide base som noget roligt jeg kan bygge op omkring. Lige nu er jeg for eksempel helt vild med neonfarver, og da den danske sommer desværre lader vente på sig, er det vigtigt for mig at få noget lys og farver ind i mit hjem.

I huset hersker der en meget personlig stil, som bl.a. er opnået ved at mikse forskellige stilarter. Rundt om i hjemmet, er der fyldt med forskellige små udstillinger, så der er hele tiden noget nyt og lækkert at kigge på. Fra trælysestager på spisebordet i den mere nordiske stil, contra plexiglas og neon farver.

-Jeg har noget med to, der står næsten aldrig  en ting alene. Jeg har et behov for at stille ting i par, fortæller Sinne.

Sinne har selv været inde over alle aspekter af renoveringen, og det er tydeligt, da huset er så meget hende. I køkkenet er noget af det første man ligger mærke til, de farver rige fliser bagved komfuret. Fliserne med Andy Warhol motiver har hun fundet i en lille flisebutik i Aalborg og hver dag, får hun øje på nye motiver, fortæller Sinne.

Sinne har efterhånden boet rigtig mange steder, hun købte allerede sit første hus som 18- årig. Hun elsker at give sig i kast med projekter som dette. Man kan sige, at hele huset er blevet vendt på hovedet. Da hun købte huset lå køkkenet på første salen, men det har hun fået flyttet ned, derudover var der oprindeligt to pejse i underetagen. Den ene pejs og skorsten har Sinne fået lukket ned og erstattet med et lækkert SMEG køleskab, og den anden er blevet erstattet med en brændeovn. Også på overetagen er der sket store ændringer. Oprindeligt var det mange små rum, men nu træder man op i et stort rum kun adskilt af skabe og et lækkert hvidt badeværelse.

-Min bolig er meget vigtigt for mig, det er her jeg slapper af og lader op. Jeg trives dårligt i rod, og da jeg arbejder meget, sætter jeg stor pris på, at der altid er ryddet op. Hvis der roder i mit hjem, så roder der i mit hoved, fortæller Sinne.

Fra overetagen træder man ud på den skønneste lille terrasse, som oser af personlighed. Her er der dømt ren afslapning, med den lækre seng i bambus, de hyggeligste puder og det hæklede tæppe.

-Det er ren nostalgi for mig med de hæklede tæpper, fortæller Sinne. Det er noget jeg kan huske fra min barndom.  Jeg elsker puder, tæpper, brændeovne og stearinlys. For mig er det ren hygge. Selvom jeg har de meget rene linjer, er det vigtigt for mig, at der samtidig er hyggeligt.

 

MIN STIL

SINNE LAGROLET, INDEHAVER AF SUSHI SUSHI OG SUSHI MANIA

HVORDAN VIL DU BESKRIVE DIN STIL?

 Det er svært, men hyggeligt tror jeg. Jeg synes, at jeg bor hyggeligt.

HVAD ER DU MEST GLAD FOR VED DIT HJEM?

Jeg er super glad for det hele. Efter jeg har lavet om og fået flyttet køkkenet nedenunder, synes jeg det fungerer rigtig godt. Derudover synes jeg, det er fantastisk, at huset ligger så centralt, og der stadigvæk er så stille og roligt her.

ER DER EN STIL SOM SLET IKKE ER DIG?

Nej det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror, at jeg efterhånden har været alle stilarter igennem. Det kommer an på, hvad jeg sådan lige bliver inspireret af. Jeg tager også inspiration fra mit tøj med ind i boligen, f.eks. er der meget neon fremme, så det tager jeg også med ind i min boligindretning.

HVAD ER DIT BEDSTE FUND?

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det et fund, men mit billede, da det er lavet specielt til mig af Hornsleth. En af mine venner kender ham, og derigennem har jeg fået det lavet. Jeg har altid været en ualmindelig stor Michael Jackson fan, så efter hans død lavede Hornsleth det maleri til mig, hvor der står ’watch me die’ på. I og med, at der kun findes det ene, og at det er lavet til mig, synes jeg jo, det er endnu mere specielt.

HVAD ER DIT NÆSTE PROJEKT?

Jeg skal have fuget fliserne udenfor, og så skal jeg have malet mit udhus. Jeg elsker, at gå og rode med sådan noget.

HVILKET MØBEL STÅR HØJEST PÅ DIN ØNSKESEDDEL LIGE NU?

En Stingray gyngestol. Den synes jeg simpelthen er så flot, så det må blive den næste investering for mig.

 

 

 

Anderledes vinholder fra en af Sinnes yndlingsbutikker Høgh Interiør på Vesterbro i Aalborg.
Det lækre porcelæn fra Helbak er en af Sinnes favoritter. Hun elsker den enkle stil og form, og finder det charmerende at hver enkelt tallerken har en forskellig farvet prik.
Også i køkkenet er der tænkt over selv de mindste detaljer, lige fra lammeskindet i stolene til tæppet under spisebordet.
De små røde børnesko er Sinnes egne og har en stor betydning for hende, da det er noget af det eneste hun har fra fin barndom.
Igen har Sinne været kreativ og har her valgt at samle nogle enkelte borde fra Kartell og skabt sin egen reol.
Terrassen på første sal er også blevet indrettet i den hyggelige stil, som en giver én lyst til at smide sig på sengen. Den flotte bambusseng og de skønne lyslanterner er fra butikken Holland på Boulevarden i Aalborg.
Igen på badeværelset er det den hvide farve der er dominerende.
Sinne er ikke bange for at kaste sig ud i anderledes løsninger. Et eksempel er reolen her, som hun har valgt at stille på badeværelset til håndklæder og parfume.