RESIDENZ

Giv dit betontag nyt liv

Tag med belægning af betonsten holder ofte tæt, længe efter de har mistet deres ungdoms glans. Det gør det oplagt at give dem nyt og smukt liv med en omgang tagmaling.

Et tag med betonsten, hvor vejr og vind har slidt den oprindelige overfladebehandling væk og blottet den grå beton, er nok ikke det, der giver mest prestige på villavejen. Men det kan der laves om på, betontagsten har nemlig i mange tilfælde vist sig at have en holdbarhed ud over det forventede. Derfor er det oplagt at genskabe deres fordums glans med en professionel tagmaling.

– Mange tage med betontagsten er i overraskende god stand. Selv på betonstentage, hvor den oprindelige overfladebehandling for længst er slidt bort, kan selve stenene være i meget fin stand, fortæller Jakob Wichmann Matthiasen.

Han er area sales manager og produktekspert hos den danske tagmaling- og imprægneringsproducent Iso Paint Nordic og bruger en stor del af sin tid på at rådgive tagmalerfirmaer og husejere om, hvordan slidte tage bedst muligt får tilført nyt liv.

Kreativ fornyelse
Ifølge Jakob Wichmann Matthiasen giver betontagsten, hvor grundmaterialet fortsat er intakt, husejerne flere muligheder for en kreativ fornyelse af tagets udseende.

– I modsætning til fibercementplader, hvor gradvis nedslidning betyder, at man ofte gør bedst i at holde sig til tagmaling med lav glasgrad, kan mange betontage bære selv høje glansgrader, fordi overfladen stadig er i ensartet stand. Det er ikke usædvanligt, at vi tør anbefale helt blank tagmaling, det vil sige glansgrad 80, forklarer han.

Med så høj glansgrad vil et nymalet betontag næsten tangere helblanke materialer som glaserede teglsten. Det betyder, at for eksempel et nypudset og hvidmalet murstenshus kan få sat prikken over i’et med et sort tag med høj glans.

Mos og alger får det svært
Ud over en opfriskning af husets udseende betyder et nymalet tag, at alger og mos får sværere ved at finde grobund. Samtidig flytter man den uundgåelige nedslidning fra vejr og vind fra selve stenen og ud i malingen, som altid kan fornyes igen.

Er man ikke til blanke tage, er det også muligt at gå den anden vej og vælge en helt mat eller halvmat finish. Iso Paint Nordic fremstiller nemlig sin gennemprøvede og dansk producerede tagmaling Isonit i fire glanstrin. Dertil kommer den helt høje glansgrad, som hedder HB 80 Finish. Alle kan leveres i en lang række standardfarver og desuden specialtones, så ethvert ønske kan imødekommes.

– Med glansgrader fra 5 til 80 og frit farvevalg er der mulighed for både at ramme husets helt oprindelige udtryk eller skabe et fuldstændig nyt, siger Jakob Wichmann Matthiasen.

Husk helhedsindtrykket
Generelt skal man dog være forsigtig med at fjerne sig alt for meget fra husets oprindelige udtryk. Det kræver i hvert fald en samlet farveplan, som også omfatter vinduer, døre og måske endda eventuel flisebelægning i haven. På den måde sikrer man et smukt helhedsindtryk.

Jakob Wichmann Matthiasen anbefaler husejere, der drømmer om et smukkere tag, at tage en professionel tagmaler med på råd helt fra planlægningsfasen. Ved at få kompetent rådgivning på banen fra starten får man også en vurdering af, hvilken malebehandling der vil give det bedste resultat. For eksempel om der er behov for en særlig type grundmaling. En seriøs tagmaler vil ifølge Jakob Wichmann Matthiasen også sige fra, hvis taget er i en stand som gør, at en malebehandling ikke er en god ide.

Herhjemme tillader vejrforholdene typisk tagmaleprojekter fra april til og med oktober. Det betyder, at tagmalerne har travlt i den periode. Derfor kan det være en god ide at kontakte en tagmaler allerede nu, hvis man gerne vil have et smukkere betontag i år.