RESIDENZ

Køkkenlancering: Enkel praktik og landlige værdier i urban forening

New Nordic Shaker Kitchen fra uno form kombinerer snedkertraditioner og nordisk design med landlig funktionalitet. Stilen knytter sig til idealet om et mere simpelt liv og rammer således en tendens i tiden.

Idealet om et enkelt liv med godt håndværk danner grundlag for uno forms New Nordic Shaker Kitchen. Enkeltheden afspejles i et stilrent, nordisk udtryk med et landligt islæt, og der er hentet inspiration i den fremherskende french bistro-stil med tydelige referencer til det gamle franske bistrokøkken.

– Vi har taget afsæt i 1800-tallets shakerstil, hvor enkelhed og høj kvalitet både håndværksmæssigt og kunstnerisk var centralt, og vi har ladet os inspirere af den funktionelle french bistro-stil, som vi gennem de seneste år har set skylle ind over både restaurant- og butiksindretninger.Vi har tilført industrielle elementer som store emhætter i råglas med sorte metalrammer, og vi bruger i stigende grad fliser på væggene igen – for eksempel de klassiske, hvide på 15×15 centimeter, siger Peter Bisgaard, der er Brand Director hos uno form.

Køkkenet til det enkle liv

Urban farming, selvforsyning og økologi er begreber, der knytter sig til et mere simpelt og landligt liv, der også i byerne er i høj kurs. New Nordic Shaker Kitchen indbyder til drømmen om et enkelt liv, hvor vi spiser, hvad vi dyrker, og vi tager os tiden til i fællesskab at kræse og hygge om tilberedningen.

– I takt med retningen i den urbane trend, hvor mange vil leve inde i byen, men med de simple værdier fra livet på landet, har vi skabt et værksted til kulinariske udfoldelser. Det er atmosfæren fra landkøkkenet, der med enkelt og funktionelt design er tilpasset byboerne. Råvarer og ingredienser er let tilgængelige på åbne reoler og hylder, og vitrineskabe med råglas giver stemning og transparens i køkkenet, forklarer Peter Bisgaard.

Messing skaber varme

New Nordic Shaker Kitchen giver et let og luftigt indtryk, der med simple detaljer skaber en varm helhed. 22 millimeter brede paneler indrammer lågerne, og enkle greb og tilbehør i messing trækker tråde til mere afslappede og harmoniske tider.

– Vi er stærkt inspireret af french bistro-stilen og dens varme og venlige atmosfære. Samtidig oplever vi, at flere og flere kunder træffer modigere og personligere materialevalg i stedet for det ”sikre” hvidmalede køkken. Det kan være varme, grå nuancer kombineret med naturmaterialer som marmor og træ – for eksempel røget eg, en bordplade i natursten og messinggreb på lågerne. Det skaber varme og miljø, forklarer Peter Bisgaard.

Kvalitet til god pris

New Nordic Shaker Kitchen fås fra cirka 150.000 kroner eksklusive bordplade og hvidevarer. Således går det enkle igen, når man kigger på forholdet mellem kvalitet og pris.