RESIDENZ

Nye udtryksfulde tæpper hylder naturen

Publiceret: 3.12.2021

Naturens uudtømmelige skatkiste af former, farver, strukturer og teksturer er en evig inspirationskilde for multikunstneren Naja Utzon Popov, der efter successen med tæppekollektionen WOODLINES for Carl Hansen & Søn, har udviklet yderligere to nye tæppekollektioner: BOTANICA og OCEANIA. De nye tæpper rummer et mere fabulerende udtryk og kan, ifølge designeren selv, betegnes som en naturlig videreudvikling af samarbejdet med Carl Hansen & Søn.

Hyld naturen med dens stille ro og dybde

Den danske multikunstner Naja Utzon Popov har udviklet en række nye uldtæpper til Carl Hansen & Søn. Der er tale om to kollektioner med to design i hver, og dermed også to forskellige designuniverser, som dog er bundet sammen i kraft af et naturinspireret formsprog. Ligesom det var tilfældet med WOODLINES, er de nye kollektioner: BOTANICA og OCEANIA, resultatet af Naja Utzon Popovs og Carl Hansen & Søns fælles passion for det gode håndværk, en forkærlighed for naturen og en exceptionel forståelse for kvalitetsmaterialer.

Sammenholdt med WOODLINES meget stringente udtryk, har Naja Utzon Popov denne gang en meget legende tilgang til både farver og former, som ifølge hende selv er meget mere ekspressive. De to tæpper i BOTANICA-serien: Midori og Kiri byder på organiske, næsten flydende mønstre, der giver associationer til planter, men også til den bløde bevægelse, der er i den traditionelle kinesiske dragedans. Inspirationen er først og fremmest hentet i Asien og ikke mindst den japanske natur. De feminine og sfæriske tæppemønstre får klædeligt modspil af en mere maskulin farvepalet. “Serien er en hyldest til den asiatiske enkelhed og til den fredfyldte japanske zen-have, men også til den danske skov og den skandinaviske farvetone,” forklarer Naja Utzon Popov, der bl.a. har taget afsæt i en berigende rejse fra Tokyo til Kyoto.

Design tæpper fra OCEANIA

De to design i OCEANIA, der har fået navnene Coral og Seabed har tydelige referencer til det våde element: til henholdsvis koralrevets skjulte liv under havoverfladen, og til de revner og sprækker, der opstår i strandengen eller i det udtørrede sand eller den solsvedne jordskorpe. Mønsteruniverset rummer masser af bevægelse og dynamik og udtrykker, ifølge Naja Utzon Popov, mere en følelse end en egentlig udforskning af den konkrete undersøiske natur. Serien er holdt i en varm og smokey farvepalet.

“Med hensyn til farverne, har jeg taget afsæt i Carl Hansen & Søns klassiske møbler. Det er vigtigt, at tæpperne er i en åben dialog med møbeldesignet, uden at farverne tager magten fra helhedsindtrykket. På den anden side skal tæpperne også have deres egen unikke identitet og kunne forholde sig frit til indretningen,” forklarer Naja Utzon Popov, der er kendt for at arbejde med flere forskellige kunstneriske udtryksformer – erfaringer, som hun trækker på, når hun designer tæpper.

Naja Utzon Popov uddyber: “Jeg holder meget af at designe tæpper. Det er en helt anderledes proces end at arbejde med skulpturer, hvor leret sætter sine begrænsninger. Når jeg sidder og tegner på et tæppemønster, kan jeg forsvinde totalt ind i et tema. Endelig er der en helt særlig tilfredsstillelse ved, at mit håndgjorte arbejde på papiret løftes videre af andre håndværkere, som giver motiverne substans og struktur.”

De nye tæpper fra kunstnerens hånd er håndtuftede og fremstillet af uld og tilsat en smule bæredygtigt Tencel®, der er udvundet af træfibre fra bøgetræ. Tencel® giver en blød og silkeagtig overflade, der står i elegant kontrast til uldens matte look, og som er med til at fremhæve Naja Utzon Popovs ekspressive mønstre og farver.

“Jeg har valgt nogle smokey grå, brune, beige og grønne toner med et strejf af f.eks. lilla eller lyserød. Jeg arbejder med rolige og meget elegante farver, som kan gøre tæppemønstrene henholdsvis mere feminine eller maskuline, afhængig af hvilke Carl Hansen & Søn-møbler de sættes sammen med,” forklarer Naja Utzon Popov.

Knud Erik Hansen direktør for Carl Hansen & Søn, afslutter: “Najas nye tæpper passer perfekt ind i vores designunivers. Tæpperne afspejler ro og harmoni og lægger sig i fin forlængelse af vort syn på kvalitet, håndværk og naturlige materialer. Tæpperne udstråler en tidløs elegance, som komplementerer vores møbler, og så er de et resultat af et gensidigt berigende samarbejde. Vi har med BOTANICA og OCEANIA taget hul på et nyt innovativt kapitel.”

Tæpperne fås i tre farvekombinationer og i følgende størrelser og priser:

BOTANICA KIRI
140×200 cm og 200×300 cm

BOTANICA MIDORI
140×200 cm og 240×360 cm

OCEANIA SEABED
140×200 cm og 200×300 cm

OCEANIA CORAL
Ø150 cm og Ø300 cm