LE KLINT MUTATIO vinder Design Award i kategorien “årets lampe”

6e5a86_Mutatio_table_black_fireplace

Designer Christian Troels og LE KLINT vandt prisen med bordlampen MUTATIO. Danmarks store boligmagasiner, BO BEDRE, Bolig Magasinet og Costume Living, var gået sammen om at afholde Design Awards 2014. Arrangementet blev afholdt på Papirøen i København, torsdag den 18. september 2014, og blev overværet af mere end 400 personer fra designbranchen.

Dette års jury bestod af direktør for Designmuseum Danmark Anne-Louise Sommer, livsstilsekspert Uffe Buchard, stylist og trendekspert Anette Eckmann, Jesper von Wieding fra Danish Design Association samt chefredaktørerne på henholdsvis Bolig Magasinet og BO BEDRE, Helle Blok og Erik Rimmer.

Begrundelsen for tildelingen af prisen som årets lampe lød som følger:

Lampen er et smukt stykke design, som leger med forvandling og geometri, og med sit slanke design passer lampen perfekt til steder, hvor pladsen er trang.

Juryen sagde desuden:

”Forfriskende at Le Klint er begyndt at lancere noget, som ikke er foldet. En ny klassiker, som lægger sig op af vores danske designtradition, men alligevel ikke er noget, vi har set før.”

LE KLINTs administrerende direktør Kim Weckstrøm Jensen nævnte i sin takketale, at netop samarbejdet med unge talentfulde, energiske og entusiastiske designere som Christian Troels er vejen frem.

Og det en gammel virksomhed som LE KLINT har brug for, når der arbejdes med fornyelse af et stærkt brand.

Og som han understregede: De unge designere kan godt…!