Ting, der gør det lille køkken større

TabelID

Knap 700.000 små boliger herhjemme har trangt med plads i køkkenet. Derfor præsenterer HTH nu løsninger, der giver mere bordplads at arbejde ved, mere siddeplads og bedre plads til at opbevare ting.

”I Danmark er der knap 700.000 små boliger på maks.74 kvadratmeter. Her er plads en mangelvare, så derfor arbejder vi hele tiden med at skaffe mere plads i køkkenet,” siger marketingdirektør Carl Kristian Birk fra HTH Køkkener.

Et folde-ned-bord kaldet TableID er en af nyhederne. Når bordet er slået sammen, ligner det et smalt skab på væggen, hvor der f.eks. er plads til tallerkner, glas og bestik. Når bordet er slået ned, så bliver der både bordplads og siddeplads til to. Det kan give plads til børn, der laver lektier eller tegner, eller måske en spiseplads for to.

”Mange, der har et lille køkken, drømmer om lidt mere plads. Et lille rum bliver nemt fyldt op med køkkenelementer, der får køkkenet til at virke overfyldt og trangt. Derfor er vi gået efter at lave fleksible løsninger, så f.eks. et bord nemt kan ryddes af vejen, når det ikke bliver brugt,” siger Carl Kristian Birk.

WorktopID[1]

Træk skabet ud

En anden smutvej til mere plads er løsningen WorktopID. Det er et køkkenskab, som kan trækkes ud. Når skabet er trukket ud, så bliver en ekstra bordplade slået op. Det giver ny og mere bordplads at arbejde på eller sidde ved, når der f.eks. skal spises. Samtidig er tingene i skabet lige ved hånden. Løsningen kan integreres i alle HTH køkkener.

”Vores mål er at lave det lille køkken så fleksibelt som muligt, så der stadig er lys og luft og plads til at opholde sig i køkkenet. Der skal være plads til store køkkendrømme i et lille køkken,” siger Carl Kristian Birk fra HTH.

Behovet for plads skifter for mange familier. Det kan f.eks. være den unge i studielejligheden, hvor kæresten flytter ind, eller singlen, som hver anden uge har børnene boende og derfor får brug for mere plads i køkkenet, når de er der.

Meget på lidt plads

De to nyheder: WorktopID og TabelID bliver tit kombineret med andre løsninger, så pladsen bliver udnyttet optimalt. Det er f.eks. skuffer i køkkenets sokler, overskabe helt til loftet og skuffer med fuldt udtræk, så alt er nemt at komme til og overskue.